Skip to content
Menu
Walk with me…følg mine ture & tanker
  • Galleri
  • Om…
Walk with me…følg mine ture & tanker

Jeg blev forført af to 16-årige piger i 1. g.

Posted on 28. september 2025

…jeg kunne ikke stå imod…

Det handler om ord.
Det handler om de billeder og følelser, som ord vækker i én.
Det handler om sammensætningen af de 28 bogstaver og et par håndfulde tegn.

En typisk dansker genkender og anvender jævnligt 50.-75.000 ord.
Det er ca. 10 gange så mange som en elev i første klasse, men under en-tiendedel af hvad der findes af danske ord.
Vi sætter dem ikke allesammen sammen på samme måde, og hvad vi siger og skriver, er måske ikke engang hvad den anden hører eller læser.

Jeg er født ind i et hjem med klaver og en stor bogreol.
At klaveret stod i hønsehuset, og at jeg har meget få billeder i erindrings-albummet, hvor jeg ser mine forældre med en bog, giver et lidt andet perspektiv.

I skolen læste jeg digte og flere af de danske klassikere.
…når læreren sagde jeg skulle.

Så hvor var Musen og hvor kom inspirationen fra?

I slutningen af folkeskolen tog jeg pludselig med Hemingway og hans Gamle Mand ud på Havet, og opdagede ved samme lejlighed, hvordan Jonathan Livingston Havmåge fløj op og ned og udfordrede sig selv, flokken og Richard Bach.

I forældrenes reol fandt jeg James Hiltons Tabte Horisonter og i en ussel udsalgskasse udenfor den lokale boghandel lå der en bog, der dannede så meget spænding og billeder inde i mit hoved, at jeg ville se den filmatiseret.
Jeg kunne bare ikke greje, hvordan jeg skulle få alle John Rambos tanker ud på lærredet.
Men det kunne Sylvester Stallone heldigvis nogle år senere.
Bogen hed Blodigt Opgør af David Morrell – og Rambo/First Blood blev en kæmpe blockbuster.

Næsten fra første dag i gymnasiet, blev både min sjæl og fingre flettet ind i en pige fra klassen, og inden længe begyndte vi at give hinanden små gaver.

Den mest forførende af dem alle – inklusiv sjæl & hjerter – var den lille bog Profeten af Kahlil Gibran.
Jeg har siden kaldt den min bibel og har faktisk foræret flere eksemplarer væk til personer, som jeg mente kunne relatere til filosofien bag de små tekster.

Den anden forførende pige fra klassen måtte jeg betale…
Hun havde ved en fejl købt Ringenes Herre trilogien af Tolkien.
Jeg skyndte mig at redde hendes ære – og økonomi – ved at betale for turen til Kløvedal og Mordor.

Efter gymnasiet, hvor jeg tog til udlandet i nogle år, var jeg en flittig gæst i diverse lufthavne, da det dengang var det nemmeste sted hvorfra jeg kunne ringe hjem samt opstøve engelske bøger.

Jeg tror, at jeg næsten havde en hel kuffert fuld af specielt Stephen King bøger med hjem.
The Shining, Carrie og Pet Sematary var langt bedre minder og souvenirs end kitschede porcelænsfigurer.

Men det var de to piger fra gymnasiet, der lokkede og forførte mig som Sirener.
De tog min litterære uskyld og har nok haft den største betydning for min kærlighed til bogstaver/ord/sætninger/historier.

En kærlighed og passion jeg har forsøgt at give videre til min omgangskreds og mine to sønner.

Vi har købt børnebøger i kilovis på biblioteket – 1-2 gange om året solgte biblioteket gamle udtjente bøger til 5-10 kr pr styk – og der blev læst godnathistorier hver aften.

Den ældste blev lidt træt af de samme korte historier, så da Harry Potter smed usynlighedskappen og trådte ud på perron 9¾, så læste jeg de to første bind for ham (og mig selv), indtil han selv overtog – men jeg læste med og levede dermed videre i Rowlings fantastiske univers.

Han er nu ved at fylde sin egen bogreol med alle de klassikere, som jeg endnu ikke har fået læst.
Yngstesønnen æder derimod lydbøger, som var det skumfiduser.

Hvem forførte dig?

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indhold

  • Bornholm
  • Camino Francés
  • Her føler jeg mig velkommen
  • Postkort
  • Tanker

...

  • ...

  • ...
  • ...

Arkiv

  • september 2025
  • december 2024
  • maj 2024
  • december 2023
  • august 2023
  • juni 2023
  • maj 2023
  • april 2023
©2025 Walk with me…følg mine ture & tanker | Powered by WordPress and Superb Themes!