Dag 38: Santiago de Compostela – Madrid
Det var en blanding af italiensk og spansk kaos i går aftes.
Peter fik afsat den ekstra seng til US-Jeff, der går turen for hans nyligt afdøde datter (hjernekræft) og er forholdsvis kendt i “pilgrim-miljøet” da han har lavet cap og t-shirt med “Be a kind Human” og ynder at fortælle historien, så ligesom Peter kender han stort set alle og alle kender ham. Han er dog voldsomt ustruktureret, så har reelt ikke styr på ret meget.
Han har eksempelvis præsteret at booke en seng i Barcelona og en anden gang stå uden for et herberg og brokke sig over de, der booker og ikke møder frem. Da han så fik en afbudsseng, så var det faktisk én han selv havde booket…
Men han fik vores ekstra seng, da vi først havde fundet ham: “Sidder på en cafe/bar og der står en fyr udenfor i mørk t-shirt med en rygsæk” – Nå ja, det kan jo ikke være mange steder….
Vi fandt ham og fik lov at tage ham med til middag – og nu starter det sydlandske kaos.
Det var en restaurant/streetfood a la den, der var/er på Refshaleøen i København. Men… vi var nok tæt på 30 mennesker (primært italienere) og tjeneren ville kun lave en regning og al mad og drikke skulle gå igennem tjenerne.
Peter, Jeff og jeg kunne slet ikke følge det koncept, da vi så spøgelset, at få personer ville stå tilbage med en kæmpestor regning.
Vi fik efter lange forhandlinger lov til “at forlade selskabet” og lave vores eget lille regnskab.
Det gik dog over al forventning og ingen sad tilbage med en lang næse – så det var bare spøgelser.
Peter og jeg lovede Paula, at vi ville komme til morgen-messen. Peter havde egentlig ikke interesse i selve messen, mens jeg gerne ville deltage (sidste chance) men var lidt skeptisk med hensyn til tidspunktet. Paula mente, at vi skulle mødes 6:30 – messen startede kl 7:30. Men pyt!
Efter en god nats søvn var vi ude af døren og stod foran katedralen lidt over 6 og der var ikke et øje – udover nogle pilgrimmene, der lå og sov udenfor.
Nå, men en smuk morgen og vi fandt indgangen og ventede til døren blev åbnet kl. 7:00. Stadig ingen Paula (hvorfor? – følger).
Vi var måske 30 mennesker i den store katedral og Peter var parat til at gå, men jeg fik ham overbevist om, at det ville være dårlig stil – 1 minut før messen.
Så var det ellers op og stå, ned at sidde og op og stå – godt, der var nogle vi kunne abe efter.
Det tog bare en halv time og nadveren sprang vi altså over.
Jeg har altid syntes, at det er en meget mærkelig tradition. Grænsende til kannibalistisk – Jesus legeme og Jesus blod – nej tak!
Desværre svingede de heller ikke det store røgelseskar – pyt!
Vi tog en hurtig tur rundt i katedralen og fandt eksempelvis Jakobs grav. Selve katedralen synes jeg ikke var noget særligt i forhold til León og Burgos.
Morgenmad på en lokal cafe og tilbage til Jeff og lejligheden.
Stille og rolig afslapning og pakken resten af formiddagen, hvor vi også lige var nede og vende stationen, for at se om der var plads til rygsæk-opbevaring.
Tilbage til lejligheden og hente bagagen – Gud, hvor er rygsækken tung, når den ikke skal på ryggen (havde jo allerede pakket i “flysækken”, da jeg arvede Peters sovepose og termodrikkedunke, da han skulle have vægten ned, så han kunne spare et par tusinde kroner på de lange flyrejser)
Næste stop var så at finde Jeff igen, da vi havde aftalt at spise frokost sammen.
Had sad på en cafe nær katedralen… Ja, dem er der jo ikke mange af…
Vi fandt ham og en anden kending af Jeff og Peter – David fra Leeds.
I guder – endnu en politisk ukorrekt og ganske morsom englænder. Han er nyligt pensioneret og går turen som charity for leukæmi-ramte familier og havde vist samlet et par tusind pund sammen.
På pladsen, hvor Jeff og David sad, var der 3 forskellige cafeer.
Der hvor de sad, havde køkkenet endnu ikke åbent – men efter en god halv times tid, kom tjeneren og sagde, at nu var det åbnet.
Men menuen var ikke noget vi havde lyst til, så inden vi rykkede 4 borde og pludselig var på en anden cafe, så bad vi om regningen på de 2 øl, som Peter og jeg havde fået. De 2 andre havde betalt.
Vi fik så regning på 4 øl.
Jeff gik ind for at fortælle, at han havde betalt for de 2 første øl, og efter et stykke tid kom han tilbage med en croissant i munden.
De havde givet ham ret og samtidig givet ham en croissant… Måske for at lukke kæften på amerikaneren.
På den nye cafe, var der dog den suverænt dårligste service vi alle endnu havde oplevet.
Vi måtte stjæle et menukort fra nogle amerikanere ved nabobordet – de havde præsteret, at få bestilt en øl, men endnu ikke noget mad.
Alle borde prøvede at komme i kontakt med de 2 tjenere, og pludselig fik amerikanerne bestilt og kort efter også serveret.
Endelig fik vi nærmest lagt tjeneren i benlås og fik afgivet bestilling. Forret og hovedret og øl. En pilgrimsmenu fra menukortet.
Forholdsvist hurtigt kom der så 2 gange pasta (vi havde bestilt 3 gange pasta til hovedret) vi fik en usammenhængende og undskyldende forklaring fra tjeneren, at der var lavet en fejl i køkkenet, men at vi nok skulle få forret også – men der var ikke noget bestik.
David gik ind i restauranten for at finde noget bestik selv – men Jeff var åbenbart meget sulten, så han tyvstartede med fingrene…
Pludselig kom tjeneren tilbage og tog hurtigt de 2 pastaretter og beklagede, at de var til et andet bord. Jeff sad nærmest stadig og suttede fingre og David lignende et stort spørgsmålstegn da han kom tilbage med 2 gange bestik men nu uden mad på bordet.
Så gik der lidt tid, hvor vi bare sad og både undrede og morede os.
Pludselig kom vores forretter så. Kold empanada, lunken tortilla og kedelig salat – men mad.
Folk prøvede stadig at få lov til at bestille og betale på de forskellige borde.
Så kom vores hovedretter – det vil sige, at der kom Peters kylling og Jeff og Davids pasta – men min pasta havde de åbenbart glemt.
Menuen indeholdt også en drikkevare – men da vi havde bestilt store øl, så var de separate på regningen, hvilket var fair nok – men de andre havde drukket ud, så nu ville de gerne have det, der var inkluderet i menuen.
Det måtte der 3 forskellige tjenere til at forstå samtidig med, at jeg stadig ikke havde fået min pasta.
Pludselig skete det fantastiske, at jeg både fik min pasta og der kom 4 små øl.
Vi bliver dog nemt enige om, at det ikke er stedet, hvor vi hverken skulle have kaffe eller dessert – desuden begyndte det at regne og et par stykker af os sad lige der, hvor parasollerne ikke dækkede.
Videre ned ad de små gader – i regnvejr – og vi bliver enige om en rigtig cafe/konditori, hvor der er god plads indenfor.
Vi bliver modtaget i døren og bliver spurgt om vi kun skal have noget at drikke, eller…jeg når lige at sige, at det godt kan være at vi også vil have kage.
Så får vi straks et andet bord og bliver vist hen i dybe lænestole – det vil sige Peter og David – vi andre må sidde på hårde træstole.
Jeg skynder mig at bestille te og cheesecake – som jeg havde fået øje på i montren – de 2 lænestole ville have øl og Jeff rødvin.
I løbet af 2 minutter står den mest lækre cheesecake foran mig og der lyder en savlen omkring mig, så da drikkevarerne kommer efter yderligere 2 minutter, så får de andre gestikuleret, at han skal komme med 3 stykker mere. Det misforstår den stakkels mand dog, så han kommer med 3 ekstra kagegafler, så vi kunne dele MIN kage.
Det får jeg hurtigt lavet om på, så tjeneren med et smil tager gaflerne igen og vender tilbage med 3 stykker cheesecake til de misundelige.
Den er bare god!
Kort tid efter taber jeg den kniv, der fulgte med – og som jeg ikke brugte – og med det samme står tjeneren med en ny kniv til mig.
Fantastisk forskel på service!
Gæt hvem, der fik drikkepenge?
Peter og jeg skal til at bryde op for at finde stationen, så vi kan komme til Madrid.
Da vi kommer derned og får hentet bagagen sætter vi os lidt og jeg kigger lige på afgangstavlen og kan ikke rigtig få afgangstiderne til at passe med vores billetter.
Pludselig rammer det mig – mon Peter har booket togbilletterne til kl 5 om morgenen i stedet for om eftermiddagen?
Nogle gange bruger de AM og PM – andre gange ikke – og han havde lige bestilt flybilletter inden han bestilte togbilletter.
Hen i skranken og heldigvis snakker hun engelsk.
Den er desværre god nok – vores tog var kørt for 12 timer siden og vi kunne desværre ikke ændre billetten så lang tid efter.
F… – var der en anden afgang i dag? Vi havde jo begge hotelværelser, der ventede i Madrid og jeg havde desuden et fly i morgen.
Der var en afgang kl 20, hvor der var plads – men den kostede 50€ pr snude – Jamen, det må vi jo gøre, men vi skulle så ikke skifte tog, men ville alligevel først være fremme ca halvtolv og så vidt jeg kunne se på min hotelbooking, så var der indtjekning til kl. 24.
Fat i hotellet for at høre om det var et problem, hvilket det heldigvis ikke var.
Perfekt – så skulle vi bare slå 3 timer ihjel på en banegård.
Kaffe, vand, frugt og chokolade og så fik Peter en besked fra Paula, at nu stod hun foran katedralen og ventede.
Så det var altså ikke half-past-six om morgenen – men om eftermiddagen/aftenen vi skulle mødes…
Peter insisterede på at betale de nye togbilletter da det jo var ham, der havde lavet fejlen.
Så nærmede tiden sig til togafgang – og nu er jeg jo ikke den, der kører mest i tog, men jeg har aldrig oplevet security kontrol med bagage-gennemlysning før en togafgang.
Det er ikke verdens bedste sæder og benpladsen er næsten ikke-eksistetende for Peter, der sidder med front mod en tysk pilgrim og da toget holder stille i næsten en halv time for at få de sidste passagerer med, så bliver det en lang aften, selvom toget indimellem kører 250 km/t.
Omkring midnat ankommer vi endelig til Madrid og af en eller anden grund, så holder toget langt væk, så jeg må endnu kæmpe med den uhåndterlige taske/sæk og alle løber efter en taxa.
Vi får fat i en Uber-agtig vogn, og chaufføren synes, at vi begge skal hoppe ind, selvom vi faktisk skal i hver vores retning. Økonomisk er det ikke den bedste løsning for os, men med det antal mennesker, der jagter taxaerne, så gør vi det.
Peter har booket et hotel ude omkring lufthavnen og bor faktisk midt i et industrikvarter og bliver først sat af og herefter er det min tur. Tilbage mod centrum og helt ind i centrum.
Sikke da et kvarter jeg har valgt – der er flere ludere og lommetyve end kufferter i postbilen på Caminoen, og selv taxachaufføren er i tvivl om det er det rigtige sted.
Adressen passer, men ingen af os kan se noget skilt med hotel-navnet.
Jeg bliver sat af og bevæger mig lidt tvivlende op ad gaden.
Ganske diskret står der Optimi Rooms på muren og for at være ærlig, så er jeg på det tidspunkt overbevist om, at jeg har kommet til at booke mig ind på et af de asiatiske-lignende-pr-time-udlejede-celler, hvor gud- (nej, nok ikke lige Gud) og-hver-mand lige lejer sig ind et kort øjeblik – men det er faktisk et top moderne vandrerhjem med små futuristiske “rumkapsler” og fællesarealer med bad og toilet – som jeg jo har været vant til i en måned.
Men hvor jeg finder en taxa i morgen (nej om nogle timer) bliver lidt spændende.
Eventyret fortsætter åbenbart i det uendelige…