Dag 36 (fortsat): Ribadiso de Carretera – O Pedrouzo (23km – 630m)
Cola & Musik hjalp!
Jeg fik en af favorit-playlisterne i ørerne og fik skruet op, så jeg næsten ikke kunne høre knævren men alligevel cyklerne og ikke mindst bilerne og så ellers bide tænderne sammen og finde dagens pensionat/eget deleværelse og badeværelse.
Mødte Peter på vejen – han var forlængst kommet og var nu på jagt efter en frisør – det er nu ikke fordi manden har meget hår…
Jeg blev tjekket ind og efter at have pustet ud fik jeg et langt bad – og et rigtigt håndklæde!
Så gik jagten på frokost, som jeg fandt på en bar oppe ad gaden. Peter sad der allerede og havde spist, da frisøren havde lukket.
En kæmpe portion af husets salat, der smagte fantastisk og så væltede det ind med kendte mennesker.
Jeg nød specielt Det engelske brækkede håndled – som iøvrigt hedder Dit (forkortelse af et eller andet botanisk græsk ord) – og som er totalt vidunderlig politisk ukorrekt og med en fed engelsk humor. Dit er vel i starten af tresserne og startede Caminoen med pink hår (næsten affarvet nu) og lider desuden af fibromyalgi.
Derudover kom australske Kay og en håndfuld yngre piger (USA, Australien, Norge og UK) og et par nye amerikanske mænd, som bare var startet i Sarria.
I løbet af eftermiddagen kom en håndfuld og spurgte til Dit og hendes arm – mange havde set hendes styrt – blandt andet de 2 amerikanske mænd.
Der er mange historier og personer, som man bare ved hvem er:
Der er for eksempel italienske Dante, der kører på Rollerblade med trækvogn.
Der er Jimmy , the running doctor, der dagligt løber hver etape (ca 20km) – bare fordi han kan lide at løbe.
Der er kvinden, der går med sin gamle mor eller bedstemor (kender faktisk ikke hele historien, men jeg har mødt dem flere gange)
Og foruden det brækkede håndled, så er Dit også kendt for at have overnattet på en bænk i en park i Pamplona efter at politiet smed hende ud af busstationen (ingen ledige senge).
I morgen slutter det så!
20km, så er jeg i Santiago de Compostela og vi har fået lov til at sætte rygsækken på et hotel inden vi kan tjekke ind i vores lejlighed på 80 kvadratmeter. Om aftenen har italienske Paula spurgt om vi skulle spise sammen, så det ser vi alle 3 frem til.
Fandme mærkeligt at det er (næsten) slut…
Så tænderne bindes sammen og måske musikken kommer i ørerne igen.
Måske jeg også finder lidt andet (rent) tøj jeg kan rejse hjem i?!