Dag 35: Palas de Rei – Ribadiso de Carraterra (28km – 690m)
Pas på dig selv og dine ting!
Det må næsten være overskriften for eftermiddagens og aftenens samtaler.
Jeg har fået et vrid i anklen på én af de sidste dages nedstigninger – anklen har fået alt fra den kolde skulder og ignorering over pebermynteolie, heating lotion og kærlighed – det eneste den ikke har fået er naturligvis ro.
Det får den om lidt over 40km.
Peter, der jo kender alle ved navn – jeg aner ikke hvordan han kan huske alle de navne – jeg aner ikke engang hvilken by jeg er i – men vi fik en snak med en englænder, der rent faktisk går sammen med 2 kvinder fra Esbjerg, og han havde lige haft gang i Guardia Civil, da han havde mistet pengebæltet med pas og Pilgrimspas, kreditkort og hele baduljen.
Han nåede at spærre kreditkort inden hele samlingen dukkede op igen – han havde lagt det på tørretumbleren og en venlig sjæl havde afleveret det i receptionen. Missionen blev afblæst – men havde nu lidt bøvl med et spærret kreditkort.
Vi måtte da lige råbe efter ham da han gik – han havde glemt brillerne…
Lidt værre gik det for en anden englænder, der kom forbi. Hun havde slentret rundt i nye sandaler i Sarria og var gledet på de regnvåde stenfliser.
Brækket håndled og dermed i gibs – hun havde noget ondt, men ville fortsætte i morgen, så hun kunne komme i mål – lidt forsinket, men i mål!
Peter tabte brillerne – uden at opdage det – og da han sad og fik en bocadillo på en bar kom en fyr rundt og spurgte om der var nogen, der manglede et par briller.
Tilbage til dagens gåtur.
Natten var som at sove på en banegård – jeg foretrækker bestemt de mindre herberge – der er måske ikke så mange faciliteter, men meget mere ro om natten.
Anklen var hævet, øm og stiv så den fik både det ene og det andet sammen med et par Ipren.
Jeg fik givet Peter besked på, at han bare skulle tage afsted, når han ville, for jeg ville være langsom i dag. Han forlod herberget ved 6:30 tiden og jeg gik omkring kl 7.
Lige ud og til dels opad var ok, men når det gik nedad, så var vinklen ikke helt god – men jeg nød turen. Det var tåget og klamt det meste af formiddagen og omkring 16gr.
Og mærkeligt nok, så var der plads på stierne – hvor alle “De Nye” var blevet af ved jeg ikke – men det var faktisk først sidst på turen jeg mødte nogle.
Priserne i barerne er steget – jeg måtte af med 12€ til morgenmad og min frokost kostede 10€, hvilket er noget mere end de sidste uger.
Da jeg holdt en skåne- & nektarin-pause midt i skoven lød det pludselig: “Hi Jasper” – Det var amerikanske Susan og canadiske Janice.
Susan måtte lige endnu engang sige tusind tak for det billede jeg tilfældigvis havde taget af hende ved Cruz de Ferro.
Hun havde vist det til familien og de var begyndt at græde – som amerikanere nu gør – men netop Jernkorset var hendes primære mål – noget med hendes mor – så det billede var nærmest allerede et symbol på hendes Camino.
Fedt at hun kunne lide billedet, heldigt at jeg tog det og heldigt, at jeg opdagede, at det var hende og at vi så mødtes senere, så jeg kunne sende det til hende.
The Camino provides!
Jeg nåede frem til herberget ved 14:30 tiden og da havde Peter allerede redt min seng og sad nu med fødderne i et bassin sammen med en canadisk pige, som jeg også kortvarigt havde mødt allerede første dag i Orisson.
Efter at have kølet lidt af blev krop og tøj vasket og selvfølgelig begyndte regn og torden en time efter, så nu snurrer tørretumbleren.
I morgen venter ca 20km og sidste step inden “indgangen” til Santiago – uhyggeligt at det er så tæt på slutningen…