Lidt over halvvejs på dagens strækning må jeg indrømme, at nemesis har ramt mig.
Der er sikkert nogle af “de nye”, der har ondt og er trætte – men Den Gamle er ramt i dag!
Siden starten for snart 16km siden har det været en kamp – en kamp, som jeg nok skal vinde, men jeg er totalt tappet for energi og er ret sikker på årsagen.
Jeg har gentagne gange prædiket, at man skal huske at drikke vand. De sidste par dage har været meget fugtige og lumre, så jeg har svedt som et svin (eller hvad man nu siger) og jeg har helt sikkert ikke drukket vand nok – og det rammer nu.

Der er stadig flere og flere på vejene og jeg tror at en del af de helt unge er lejrskoler, med bagagetransport, pitstop og hele svineriet.
Stemningen i lokalsamfundet har også ændret sig lidt – der bliver ikke hilst nær så ofte, men det er vel forståeligt nok – da vi er rigtig mange nu.
Der er også begyndt at komme lidt markedsstemning over det med farvestrålende boder med turistting og inden længe begynder tiggeriet og evt. lommetyve og “svindlere” er vi blevet advaret om – men lad os nu se.

Indtil videre sidder jeg på en bar og fylder depotet op. Jeg har allerede tømt de halvanden liter i drikkedunkene og har suppleret med en halv liter købevand og en kold cola med is – og så håber jeg at der snart dukker en vandfontaine op, så jeg kan få fyldt drikkedunkene igen til de sidste 10 km, der nok kommer til at foregå i min egen lille boble – skridt efter skridt med tomt blik på det næste lille stykke foran dig.
Tågen er iøvrigt lettet og solen skinner og tæt på 25gr.
Landskabet ændrer sig ikke i de her dage.