Dag 33: Pintín – Portomarín (30km – 670m)
Tåge, klamt og lummert.
Peter og jeg forlod de gode senge på Casa Cines kl. 7:00 og mødte kun søvnige køer og katte samt nogle storke indtil vi kom til Sarria.
Så blev vi ramt af en ny form for virkelighed. Mennesker overalt med rygsække, små poser eller ingenting – men langt de fleste var rene og velfriserede og lugtede garanteret godt.
Indimellem dukkede en rejseleder op og piskede en stemning op: Come on guys – you can do it – ¡Vamonos!
Jeg åd en masse tanker og ord – endelig var der en cafe, der ikke var totalt besat, så vi kunne få vores morgenmad.
Ud på vejen igen og prøve at møve sig igennem mylderet.
Der er mange – overalt – er det en forsmag på Virkeligheden, der rammer én for alvor om en uges tid?
Er det det jeg skal til at forholde mig til?
Igen går det op og ned og stigningerne får spredt flokkene lidt, og det bliver tydeligt at se, hvem der har +600km i benene og hvem, der ikke har.
Bare tænk en måned tilbage Bjerregaard – der hang lungerne også langt bagefter og flertallet af “de nye pilgrimme” har ondt i morgen, hvor jeg jo ikke engang længere strækker ud eller har problemer med at tage en tur rundt i byen – selv efter 30km med 10kg på ryggen.
Peter løb fra mig og jeg fandt mit eget tempo igen og slalom’ede ind og ud igennem masserne og blev da ind imellem også overhalet.
Der bliver snakket meget mere spansk og brasiliansk i grupperne nu end før Sarria – selvfølgelig blandet med en del amerikansk – og aldersmæssigt er mellemgruppen i mindretal – det er en masse unge mennesker og masser af ældre (end mig).
Galicien er meget frodigt – får jo også en del vand – og så er der rigtig meget kvæghold i regionen, hvilket giver en karakteristisk odeur igennem landskabet sammen med en del fluer.
En gruppe af unge mennesker havde lige slået sig ned i vejkanten da landmanden begyndte at sprede møg på marken ved siden af. Jeg kunne kun smile – det er jo et levende samfund vi går igennem og ikke en forlystelsespark.
Jeg kan dog godt savne de tørre marker fra Mesetaen, hvor jeg kunne smide rygsækken og ligge mig og tage en lille siesta – men her er det lidt for fugtigt af forskellige årsager.
Efter små 20km finder jeg en bar, hvor der faktisk er ledige borde udenfor og så er det tid til lidt frokost. Der er lige kommet en empanada ud af ovnen og det frister sammen med en cola.
Da jeg sidder udenfor og prøver at spise kødtærten med kniv og gaffel, så bliver jeg lige belært af en af de lokale, at en empanada skal spises med fingrene.
Da han kommer forbi lidt efter kan jeg ikke dy mig for at sige: ¡Mira! og viser, at jeg har hørt efter og bliver mødt med et smil og “Valle”
Tanket op går de næste kilometer næsten af sig selv og jeg har faktisk 5-10 minutter, hvor jeg ikke kan høre nogle hverken foran eller bag mig.
2km før Portomarin ligger, der et vildt hyggeligt sted, der frister med Zumo og mandelkage og det skal man ikke bare gå forbi. Det smager fantastisk!
Så er det bare over broen og op af trapperne, så ligger herberget der.
Peter er lige kommet ud af badet og vi bliver enige om at dele en vaskemaskine og tørretumbler så snart jeg har været i bad – håndvask er bare ikke ideelt når der er lovet regnvejr senere på eftermiddagen.
Over på nabo-baren og få en godt-gået-øl og senere lidt tidligt aftensmad. Fik desuden hilst på og snakket med en del “gamle pilgrimme” såsom Amazon-Monica fra USA, Gamle-seje Kay fra Australien, Pin fra Singapore (der stadig ikke helt har sluppet influenzaen) og Steve og søn fra New Zealand.
Regn og torden kom men vores tøj blev rent og tørt.
I morgen er det bare omkring 25km – men det tæller hurtigt ned nu…