Dag 32: Fonfría – Pintin (21km – 400m)
Dagene gentager sig og så alligevel ikke.
Det var en kæmpe pilgrimsmiddag i går, hvor vi nok var samlet mindst 50 mennesker til suppe, steg og is – Nej, spinat suppe, noget udkogt kalvekød m/ris og Santiago-kage til dessert.
Der er mange meninger om Menu og mad i det hele taget.
Proportioner, venner:
Du betaler ca 100 kr for 3 retter mad incl brød, vin & vand.
Det er stort set altid hjemmelavet og er nærende. Det får ikke en brøkdel af en Michelin stjerne – men hvis ikke det passer dig, så skulle du måske have været et andet sted.
Måske du også skulle være et andet sted, hvis du bliver utilfreds med at skulle vente på taxien for at køre dig hen til det næste herberg eller B&B.
Måske du også skulle være et andet sted, hvis du er utilfreds med, at et hotel – som du iøvrigt slet ikke skal bo på – ikke gider at have ansvaret for din kuffert/rygsæk.
Måske du skulle være et andet sted, hvis du synes at bagage-transporten ikke må være forsinket bare en enkelt gang.
Måske du et andet sted kunne få brug for den fine kjole eller de 5 forskellige barbersprit du har pakket ned.

Jeg synes, at det er et fantastisk koncept, som de nordspanske regioners lokalbefolkning igennem århundreder har brygget sammen.

Som jeg før har nævnt, så har jeg aldrig følt mig så tryg og velkommen, som jeg nu har gjort i mere end en måned.

Jeg har kun i ganske få tilfælde været i tvivl om hvilken vej jeg skulle.

Jeg har, på trods af udfordringer, fundet mad og en seng hver eneste gang jeg har haft brug for det.

Jeg kan se, at lokalbefolkningen sætter en ære i at være en del af Caminoen og der bliver ofret penge på restaureringer, opgraderinger og udbygning af konceptet: differentiering i overnatningsmuligheder, bagagetransport, pilgrimstaxi, barer med udvidede åbningstider specielt omkring morgenmad og meget andet.
Om ikke for anden årsag så er en pilgrimsvandring en vanvittig sikker, billig og meget udviklende “ferie”.
Du får med garanti flyttet din intimsfære, din tolerance-tærsklen, din tålmodighed og din åbenhed overfor andre nationaliteter og tankemønstre.
Nyd det for h… eller tag på “all inclusive” og brok dig sammen med ligesindede.

Ovenpå dette, så har det været en vanvittig smuk dag idag. Grønt, frodigt, fuglekvidder, brusende vandløb og lidt op og ned. Sommeren vendte tilbage efter en kold regnfuld dag i går. Blandet skydække og et par og tyve grader.

Eventyragtigt!

Små dovne landsbyer, oldgamle kastanjetræer, køer og kalve på markerne og deres efterladenskaber på vejene og generelt bare idyllisk.


Måske lige bortset fra det kæmpe fjols af en waliser, der åbenbart har gået Caminoen med en spraydåse og ved hver en ledig spot har gjort opmærksom på at Wales bør være frit…

Peter og jeg har deleværelse i dag med eget bad – rart med lidt luksus engang imellem – og vi værdsætter det.
I morgen går turen ind i mangfoldigheden, da vi passerer byen Sarria, der er den korteste strækning man skal have gået for at blive indehaver af et Compostela – beviset for at du er en ægte Pilgrim – uanset hvor langt du har gået med eller uden rygsæk og uanset hvor du har overnattet.

Så jeg forventer en del flere dagsrygsække, rent tøj og turistagtig adfærd.
Vi har alle vores egen Camino – og der er plads til alle – bare ikke utaknemmelige brokhoveder.
Men uhyggeligt at tænke på, at jeg bare mangler at “gå Bornholm rundt” før jeg står foran katedralen i Santiago de Compostela…


…og dagen slutter med regn & torden!!!