Dag 31: Vega de Valcarce – Fonfria (24km – 1.130m)
Det er en skrøne!!! I hvert fald når det gælder vejret.
Du er ikke heldig, når en fugl skider på dig.
Jeg havde ikke engang forladt indkørslen før jeg vendte om, og fik regnslag på sækken og jakke på kroppen.
Så var det altså i dag at vejr-heldet slap om?
Ikke voldsom regn, men trofast støvregn kombineret med god vind og ikke over 5-8gr.
Det første jeg bliver fascineret af – bortset fra flodens brusen og hvor meget vand, der løber ned fra markerne – er et fantastisk bygningsværk med 2 voldsomt høje bil-broer, der løber i forskellig højde men parallelt med hinanden.
Der går dog ikke længe, så skal jeg til at koncentrere mig om hvor jeg sætter fødderne. Brillerne er på maven da de bliver fyldt med regn, sved og fugt i løbet af nul-komma-fem – og nu begynder opstigningen.
Man kan godt se på stien, at det bliver mere og mere populært med at tage stigningen på hesteryg. Jeg møder ingen heste, men de har været her og har været meget utætte – måske tyngden af en pilgrim med rygsæk har sat gang i maven – stien er en blanding af “rullesten”, optrådt ler og hestemøg og det går op!
Igen bliver jeg glade for mine stave, der fungerer som et par ekstra ben/fødder med pigsko.
Så er jeg kommet godt op mod toppen og har nogle af skyerne under mig – og ganske belejligt ligger en cafe (efter omkring 7-8km) og der sidder Peter naturligvis (hans 2. stop) og jeg smider sækken udenfor og går ind og sætter mig med te, tortilla og en ekstra stor friskpresset. TV’et kører og viser billeder fra – hvad jeg tror er fra den centrale/sydlige del af Spanien – voldsomme oversvømmelser. Biler, der prøver at krydse vejen, bliver skyllet baglæns ud af billedet og værst er en ung kvinde med barnevogn, der prøver at krydse en anden gade, hvor billederne tydeligt viser hvor voldsom strømmen er – men vandet fanger i hvert fald barnevogn med barn i, og havde det ikke været for en hurtig mand, så var barnet druknet.
De billeder krævende en ekstra te og juice.
Ud i regnen igen og Peter med hans lille Mary Poppins paraply…
Det fortsatte opad og blæsten tog til. Peter var væk og senere hørte jeg, at blæsten tog livet af paraplyen.
Endelig nåede jeg toppen og gik ind i turens sidste region Galicien – der er den mest regnfulde.
Lidt ned og op, men regner tog af og der blev lidt læ.
Fik mødt flere kendte mennesker, men ingen af os havde lyst til at snakke i det vejr.
De sidste 5-7km var hårde – pludselig kom der en stigning, der fuldstændig tog luften ud af os alle sammen – og mit internet forsvandt med mine kort-apps samtidig med at batteriet næsten løb tørt.
Men jakken kom af og kunne tørre lidt et par kilometer.
Endelig kom den sidste “by” og herberget.
Kæmpestor sovesal – nok plads til 40-50 mennesker – og jeg snuppede én overkøje i midtersektionen, hvor der umiddelbart så ud til at være mest plads.
Bad og tøj til tørre og nu er jeg i gang med 3. kop te.
I aften er der pilgrimsmenu i noget, der minder om en stor afrikansk hytte.
22-ish km i morgen og lidt regn igen.