Dag 29: Molinaseca – Cacabelos (25km – 390m)
Peter og jeg gik en tur før “lukketid” – jeg trængte til noget koldt at drikke efter at have booket de sidste overnatninger – på nær én, der stadig hang – vi fandt et hyggeligt sted nede ved floden, hvor de lokale var begyndt at komme frem.
Efter en halv liter vand og den samme mængde cola fik vi en snak med spanske Rafael, der var så glad, for han havde lige fået lov af arbejdet til at tage en uges ferie ekstra, så han kunne komme helt til Santiago.
Han snakkede jævnligt med sin gamle mor, og hun havde flere gange sagt til ham, at han lød så glad.
Det er altså noget af det, som Caminoen gør ved én.
Rafael havde lige rejst sig da italienske Paula kom forbi.
Hun er lige så sød som den italienske accent, som hun slæber rundt på.
Vi fik en snak om hvordan hun skulle/kunne komme hjem til Nice, hvor hun arbejder og om hvordan hun næsten havde “taget livet” af forældrene dengang de besøgte hende i Australien, da hun arbejdede der. 30-35 timers rejse og så direkte ud på et par ugers oplevelsestur med rygsæk i bushen og lange transporter.
Natten forløb normalt med snorkende mennesker (italienske kvinder denne gang) og amerikanske, der prøvede at få dem til at holde op. Det er dog de færreste mennesker, der snorker med vilje.
Ved min overkøje var der heldigvis et vindue, som jeg styrede med hård hånd – det forblev åbent, så der var ilt i rummet hele natten!
Señor Oso – kontrol-freaken af en vært (det er dog Peter på billedet) – havde været så venlig at efterlade et postkort i vores allesammens sko, men må dog indrømme, at han fik lov at beholde det.
Turen ud af byen gik nemt og smertefrit – gode ben og ok fødder.
Der gik ikke længe før vi overhalede Jeff og hans far, der så noget bedre ud end eftermiddagen før. Kort efter ramte vi Ian fra New Zealand, som var den super stressede fyr, som jeg mødte hos Veganerne.
Han spurgte om vi også skulle omkring den gamle Tempelridder-borg i Ponteferrada – vi havde ikke lige læst op på lektien, men det lød da interessant.
Interessant blev det også da dagens første bar dukkede op, så vi kunne få noget morgenmad.
Hm… det blev bare cafe con leche – han havde absolut intet andet at tilbyde.
Inden vi havde drukket ud kom både Jeff og Far samt AJ fra New Zealand/London.
Vi fortsatte OP i byen og mødte borgen, der faktisk så ret interessant og rimelig velrestaureret ud, men der var lige en halv time til de åbnede porten – passende nok lå der selvfølgelig en rigtig cafe, så nu var der både te, juice og lidt wienerbrød. Og hele banden fik samme ide og gav os iøvrigt øgenavnet: The Cappuccino-boys og det på trods af, at vi aldrig har fået en cappuccino…
Der findes desuden The Professionel Hobo (ham, der arbejder i Spanien og sidder i baren hele dagen), The Parador Princesses (der bor på hotel hver nat og får transporteret bagagen) og Budget-Steve (der er tidligere bogholder, og som holder nøje regnskab med hvad han bruger hver dag – og som i går kunne unde sig selv en øl til frokost, da han var i overskud)
Så det er ikke kun Pilgrimspasset, der bliver stemplet.
Borgen var en succes og der var endda fri entre, da det var onsdag.
Peter var meget betaget, men ligesom amerikanerne, så “har” han jo heller ikke noget, det er ældre end 2-300 år.
Jeg måtte jo lige “pille lidt i såret” og fortælle ham om Hammershus, der ca 200 år ældre end denne spanske fæstning.
Borgen blev iøvrigt bygget med det formål at beskytte pilgrimmene.
Efter borgen var der en skøn “udgang” af byen, hvor vi fulgte floden og nærmest gik i en pergola af gamle platantræer. Floden på den ene side og flere skoler med legepladser/sportspladsen på den anden og i midten gik vi blandt de gamle lokale mænd og kvinder, der naturligvis hilste pænt på os hele tiden.
De næste mange kilometer gik ad en forholdsvis smal vej, hvor der var overraskende meget trafik, så det var et øje på hver finger.
Der var et fransk par foran mig, der ikke helt forstod konceptet med at gå mod trafikken – så de gik i hver sin side af vejen, hvilket jo gjorde den noget smallere – specielt i de perioder, hvor der enten var biler i begge retninger eller hvor der kom en gruppe af italienske eller tyske cykel-myg, der også hernede tror, at de sagtens kan køre 3 ved siden af hinanden.
Jeg har i øvrigt aldrig oplevet et sted, hvor bilister i den grad respekterer en fodgængerovergang. Flere gange har jeg været flere meter fra striberne, hvor bilen alligevel har klodset bremserne og ladet mig krydse vejen.
Den sidste håndfuld kilometer foregik igennem vinmarker, hvor vi mødte Budget-Steve. Han havde en del kilometer i benene i dag og var meget glad for selskabet det sidste stykke.
Herberget viste sig også at være hotel, så vi prøvede at opgradere, men desværre var der udsolgt.
Der var 3 x 2 senge i rummet, der var på størrelse med et normalt dobbeltværelse – heldigvis var der dog en dør ud til en lukket terrasse, så vi kunne lukke lidt ilt ind.
Det er iøvrigt blevet t-shirt-vejr igen og temperaturen nåede op på 30gr.
Inden bad blev der lige plads til lidt sædvanlig frokost og halvanden liter vand. Jeg var temmelig meget i underskud.
Vi sad udenfor det meste af eftermiddagen og den første del af aftenen og fik nogle interessante diskussioner med Steve og Ian om kolonialisme, indvandre-udfordringer i vores respektive lande samt ægteskab, børn og hvordan f…. man skal kunne forklare hvilken tur man har haft.
Ian havde faktisk en rigtig god sammenligning.
Du kan heller ikke forklare hvordan det er at være forældre – det bliver man nødt til at prøve for at vide hvad det er.
Jeg må iøvrigt hellere lave en lottokupon, for da vi sad og snakkede, så var der en due, der sked på mig – godt det ikke var en stork…
Lidt før kl. 21 brød vi op og gik på værelset og fik ordnet lidt i rygsækken. Peter ville gerne tidligt afsted – be my guest!
Kort efter kommer 2 andre, der også hurtigt bliver klar til sengetid.
21:45 kommer sidstemanden så. En asiat, der bruger lidt mere end en time på at pakke ind og ud – i knitrende plastikposer – og hvad der lyder som at sortere piller i pilleæsker.
Den sidste tid sidder han med pandelampen tændt, så lyset hver andet øjeblik flakker rundt om mit hoved – vi har overkøjerne ved siden af hinanden.
Jeg tror han har taget noget sovemedicin, for da han har været på toilettet og lægger sig på puden så starter straks en højlydt snorken, der fortsætter til langt ud på natten.
Klokken 5:15 lyder hans alarm så og efter ca 45 minutter har han så raslet færdig med de samme poser som aftenen før…
Der lyder 4 store suk fra os andre da han lukker døren bag sig…