Dag 2: Orisson
Så begynder caminoen for alvor – fra nu af er alt ikke-planlagt, hvilket der kommer uventede oplevelser ud af, men først..
I går aftes under Pilgrimsmiddagen var vi ca 40 personer, der fyldte Orissons indendørs restaurant/spisestue. Vi fandt hver især en plads ved bordene og snakken begyndte at tage fart for de fleste.
Jeg sad til bords med et ægtepar fra Quebec, Canada og hun talte kun fransk men han dog også engelsk. På den anden side af mig sad et virkelig skønt engelsk par, der for nylig havde ladet sig førtidspensionere. Og blandet imellem os, blev der placeret et par italienere, der kun snakkede italiensk.
Maden blev serveret og bestod af en lidt ubestemmelig suppe, der dog smagte ganske godt, herefter kom de tyndeste koteletter jeg nogensinde har set, sammen med nogle noget udkogte grøntsager, brød og vand & vin. Desserten var en fantastisk baskisk kage/tærte.
Vi blev mætte og så begyndte traditionen: Hver person rejser sig og fortæller hvem de er og hvorfra og gerne hvorfor de er på Caminoen.
Jøsses… Far & datter, Far & søn, Mand og kone, gode venner og så en håndfuld ligesom mig alene. Vi var bogstaveligt talt fra hele verden. Overraskende mange fra hele USA, Australien, Brasilien, Korea og England og Skotland.
New Zealand, Sydafrika, Tyskland, Ungarn, Slovakiet, Slovenien var repræsenteret med et par stykker ligesom Danmark – den danske far/datter forlod dog selskabet inden desserten.
Alle aldersgrupper var repræsenteret dog et flertal i gruppen +50, og så vidt jeg husker var alderspræsidenten 72. Alle havde plan om at komme så tæt på Santiago som muligt og flere ville endda fortsætte til Verdens Ende i Finisterre (+100km).
Jeg fornemmede ikke en eneste religiøs årsag. Kun sjælefred, ro med sig selv, gode oplevelser og fordi man som Pilgrim var en så meget bedre og mere ønskelig udgave af sig selv, som de erfarne fortalte.
Snakken fortsatte ude på terrassen med udsigt til de sidste lysstråler på de modsatte bjergsider.
Jeg blev en lille smule klogere på skotsk whisky og hvorfor det kun er irsk, man putter i Irish Coffee – den kan nemlig ikke bruges til andet, blev der sagt med et bestemt glimt i øjet.
Sengen kaldte – eller vi blev nærmest bedt om at gå i seng ved 21:30-tiden, og da der var morgenmad kl. 06:30, så…
Rygsækkene blev pakket og tænder børstet og så blev 6 telefoner sat til ladning i det samme (eneste) stik – jeg tror det var amerikaneren, der havde et multi stik med til alverdens usb-størrelser og nok af dem.
De første sov inden lyset blev slukket og jeg fik stoppet mine ører med propperne, som i min udgave mere er skiver, der fylder hele den ydre øregang (så ingenting ind i øret). Vi havde alle fået udleveret et papirlagen til at lægge ovenpå det faste lagen samt et papirovertræk til den typiske aflange sydlandske hovedpude.
Jeg fik mig stoppet i uldposen (og den kradser ikke) og i tonerne til lynlåse, knirkende sengebunde og begyndende snorken gik natten.
Jeg tror faktisk, at jeg fik sovet lige så meget som hjemme – alt for lidt, men så’n er det åbenbart.
En mand havde sat alarmen på telefonen, hvilket faktisk er forbundet med noget nær dødsstraf, men da alle skulle have morgenmad samme tid, så var det ok.
Morgenmaden skriver jeg ikke om. Kaffen, der blev selvserveret i en typisk fransk “suppeskål” fik en slat mælk og så afsted ud i solopgangen.
…og så kan den frygtede dag starte – med op og nedture