Dag 3: Orisson – Espinal-Aurizberri (27km – 870m)
Dagen begyndte med den smukkeste solopgang og inden den første stigning var taget, måtte jeg vende mig om. Morgentågen under mig – det kan altså noget.
Humøret var fint i hele gruppen – vi var jo nærmest gået samtidig og slangede os op, op og rundt i svingene. Hver fandt egen rytme og selv gamle ægtefolk blev skilt for en tid.
Så kom vi op over træerne og så kom vinden!
Det var forholdsvist behageligt for det var allerede lunt på trods af endnu “bare t-shirt-dag”.
Blæsten larmede så meget, at lyden fra vandrestavene aldrig nåede mine ører. Tænk, hvis det havde regnet samtidig!
Indimellem måtte jeg bare vende mig om og nyde udsigten.
Og en af de første gange jeg gør det, så blæser min nye hat af mig, med halsrem næsten rivende brillerne af. Den lander kun 10 meter fra mig nede af en blød græsskrænt. Jeg tager et skridt imod den og den gør naturligvis det samme – bare væk fra mig. Beslutningen bliver taget – Jeg sætter hverken helbred eller stolthed på spil over en hat til 250,-.
Måske en af de mange klokke-heste får noget sjovt ud af den.
Langsomt begynder himlen at blive bemandet med en del store gåsegribbe og idet jeg skal til at vende mig lidt rundt for at se nærmere på dem, hører jeg et højt råb fra den tyske kvinde, der går 5 meter fra mig – jeg stopper bevægelsen og i det samme suser en varebil forbi mig – jeg er kun 20 cm fra at blive ramt fortæller tyskeren bagefter.
Vielen Dank!
Det var dagens første bil.
Herefter indstillede jeg mine stave, så den venstre kunne bruges i græsrabatten.
Så begyndte jeg for alvor at lægge mærke til mindesmærker og kors for omkomne pilgrimme (uden fakta-tjek, så mener jeg at have læst, at det suverænt er det farligste stykke på alle caminoer).
Typisk omkommer folk ved styrt ned af skråninger eller ved simpel overanstrengelse. Hvor mange, der bliver kørt ned aner jeg ikke, men min Camino ville have været slut for denne gang, hvis jeg var blevet ramt.
Det var dog ikke alle omkomne, der fik mindesmærker, da der også lå enkelte afpillede skeletter (dog nok fra føl / heste) oppe eller nede af skråningerne.
Noget af beplantningen var også blevet brændt af – meget kontrolleret, som hjemme på lyngheden.
Jo højere vi kom op, jo mere blæst og jo flere gåsegribbe.
Pludselig ud af det blå står den berømte foodtruck, der har en rigtig god forretning i at servicere pilgrimmene med kolde colaer, muslibar og bananer. Prisen er ikke relevant sådan et sted.
Nu kan jeg da snart ikke komme højere op – endelig…
Stien tager et sving og pludselig er jeg på den anden side. Med et bliver der stille – læ – og bøgetræer, der står i den skønneste lysegrønne farve og lige fremme kommer Rolands Fountain, der i princippet fortæller, at nu er man i Spanien. De hvide og røde streger, som vi indtil nu har fulgt bliver nu også suppleret med de typiske gule pile og muslingeskaller.
I nogle kilometer går det næsten ligeud og til tider igennem tommetykt gammelt løv – og jeg får da nogle tanker om at jeg pludselig træder i en mands dyb vandpyt.
Jeg får en snak med både den amerikanske mand og kone, der næsten går for sig selv hele dagen. Hun er hurtigst og venter så (lidt bekymret) på ham på smukke spots.
Han siger, hun er gået i forvejen for at reservere senge til dem. Men søde og rare er de.
De vil faktisk som jeg helst gå i fred og ro, og så kan man chit-chatte, når man holder pauser.
Pludselig er der en stor forsamling af pilgrimme – jeg kender jo de fleste – alle holder ligesom pause, og så ser jeg hvorfor.
Nu går det NEDAD – passende sted at spise halvdelen af den halve meter sandwich jeg bestilte på Orisson.
Endnu flere gåsegribbe – de er godt nok store!
Nå – sokkerne er skiftet endnu engang og den første liter vand er drukket – så er det nu.
Jeg vil altså hellere gå opad – på trods af stavene, som er til stor hjælp for ikke at få for meget fart på eller komme ud af balance, så støder tæerne mod skoens snude, og hofteleddet bliver udfordret sammen med muskler og led i og omkring lænden. Det eneste sted jeg ikke har problemer – i modsætning til mange – er i knæene.
Ned og ned – men det er jo også næsten stigningen fra den sidste halvanden dag, der skal udlignes i løbet af 5 kilometer.
Så kommer vi forbi mere info om død og ødelæggelse i form af bunkers fra den spanske borgerkrig og i princippet helt tilbage fra Romerriget og Napoleon.
Så er det vanvittigt store kloster, der nu er ombygget til herberg, lige foran mig. Jeg har egentlig droppet den mulighed – dels er det så populært og dels har jeg gode ben og vil gerne bryde etaperne lidt, så jeg fortsætter. Jeg kan se at den danske far/datter konstellation allerede står i kø og inden jeg er nået rundt om komplekset, så møder jeg den anden far/datter fra Canada.
Der er ca 3 km til næste by igennem hvad jeg senere finder ud af er en “skov” af ønske-egetræer. Jeg ønsker mig en ledig seng.
Det virker ikke. Jeg møder en af de tyske mænd på en trappesten og han har langt om længe fundet sit sted og venter på de åbner – men han er løbet tør for vand, hvilket minder mig om, at jeg også snart er tørlagt.
Nu går jagten ind for alvor og desværre får jeg et bedrøvet “Nada disponible!” alle steder.
Godt så!
Videre til næste by – igen +3 kilometer og efter at have vandret rundt til 4 herberger og tømt et par colaer på en af de tilhørende barer, så kommer jeg forbi en Apartamentos, der er tæt på hotelstatus, og nogle gange endda højere.
Får endelig fat i én, som viser sig slet ikke at være ansat, men han får fat i receptionen i en nærliggende bygning.
“Sorry, no room. Only one apartment but it cost 150€“, hvilket jeg nok synes er i overkanten. Vi får en snak og hun fortæller at Spanien nu har 4 fridage, men hvis jeg går ned til byens eneste butik, så er manden taxi-chauffør og kan køre mig til Pamplona, hvor der nok er størst chance.
“Valle, gracias” og jeg slæber mig ned mod butikken.
Nej!
Jeg vender om efter et par hundrede meter og får fat på receptionisten igen. Hun kigger lidt vantro på mig, men hun kan se, at jeg mener, at jeg vil give +1.000 for en nattesøvn. Jeg får vist en lejlighed med det skønneste badeværelse med tykke håndklæder, en kæmpe dobbeltseng og endnu et soveværelse med plads til 2 og derudover en opholdsstue med køkken.
Jeg kunne åbne mit eget herberg – men efter lidt strækøvelser og et meget langt bad drikker jeg endnu halvanden liter vand og spiser den sidste halvdel af sandwichen.
Efter lidt over 27 km og mere end 1.000 højdemeter i blæst, sol og omkring 25-27 gr. føler jeg at have fortjent en god nat.
Nå ja – jeg har booket et herberg til i morgen (mod min vilje, men…) – det bliver fladt og under 20 km.
…minsandten: wifi og masser af tid, da jeg jo er alene.
Iøvrigt har jeg endnu ikke ladet noget af væsken forlade min krop – bortset fra sved…