Tanker efter gymnasiets 25-års afgangsjubilæum i 2008
Det begyndende morgenlys havde længe trængt sig på, og pludselig begyndte havet at gløde. Solen var på vej op, og som en reaktion på dette begyndte fuglene at synge. De hilste den nye dag velkommen og det samme gjorde jeg.
Jeg sad på et affaldsstativ midt på en øde sandstrand og kiggede ud over havet. Havet var helt stille – ikke en krusning – ikke en strømhvirvel. Helt stille.
Jeg havde siddet på det væltede affaldsstativ i snart 20 minutter og ventet på, at solen skulle sende sin røde kugle op gennem vandet. Det ville jeg have med inden jeg begav mig på vej tilbage til nutiden.
Det var så mange år siden, at jeg sidst havde siddet på en strand og set solen stå op, og jeg havde helt glemt hvor stor en oplevelse det var.
Det er næsten helt uvirkeligt – nærmest religiøst. Det sker hver eneste dag, men så få mennesker ofrer sig tid til oplevelsen.
25 år var der gået – 300 måneder siden jeg sidst havde set mange af de mennesker, der var med til at præge og forme mig til den person jeg er i dag.
Man kan gå med de samme børn i vuggestue og børnehave eller op gennem folkeskolen uden at have noget til fælles med dem. Men de personer du udvikler dig med og vokser med igennem gymnasiet eller anden ungdomsuddannelse tror jeg altid vil stå som de rigtige gamle venner. Selv igennem mange år på arbejdsmarkedet og endda i samme virksomhed, vil man ikke opnå samme grad af fortrolighed og venskab.
25 års afgangs jubilæumsfest fra gymnasiet lyder som noget opreklameret Ingenting. En konkurrence, hvor ejeren af det fineste visitkort vinder – om end ikke det halve kongerige, så alle andres respekt.
Men når man står i døren og kigger rundt, så ser man ikke direktøren, lægen, piloten, ADéren, redaktøren eller nogen af de andre fine stillingsbetegnelser. Man ser Bo, Casper, Frode, Ex, Claus, Torsten, Mikkel, Peter og Ole. Man ser dem som dengang da vi alle var lige, og da vi alle festede for festens og for vor egen skyld.
Tiden gik i stå, da man trådte ind over dørtærsklen.
Man var tilbage i 1983, hvor alt kunne ske.
Hvor alt skulle ske.
En solopgang kan måske hjælpe een tilbage til virkeligheden…